-
Kategorier
- Atleter (42)
- Forældre (17)
- Mød en MM atlet (31)
- Team (4)
- Træner (28)
-
Seneste indlæg
Når vi mediterer, arbejder vi med den indre ro. Du kender sikkert det at have tankemylder, at have rod i hovedet, føle at det hele virker lidt uoverskueligt, eller have svært ved at koncentrere dig. Det kunne f.eks. være op til en vigtig konkurrence, en eksamen eller når du har for mange ting i din hverdag.
Når du mediterer, øver du din koncentration og evnen til at holde fokus. Ligesom du ville øve et bestemt slag, spark, kast eller sving i din sport. Du arbejder med din mentale styrke, når du mediterer. Derfor er meditation ikke kun for yogalærere – men også for dig som er sportsudøver.
Når du praktiserer meditation, giver du dig selv muligheden for at slå bremsen i, mærke efter og skabe et pusterum. I dette pusterum øver du din opmærksomhed i at finde indre ro. Det vil sige, at vi observerer vores tanker – uden at holde fast i dem.
Det er vigtigt at kunne stoppe op og mærke efter i en stresset hverdag, hvor du jonglerer skole, sport, fritid og familie. Det kan hjælpe dig til at være fokuseret på dine opgaver i sporten, fordi du ikke bliver distraheret af uhensigtsmæssige tanker.
Forestil dig, at dine tanker er skyer på himlen. I stedet for at fokusere på en sky, så observerer du bare himlen, som den er. Du prøver ikke at finde ud af, hvad skyerne ligner eller betyder. De glider bare forbi, mens du observerer.
En sky er måske mørk (en negativ tanke), en anden har måske en mærkelig form (en tanke om noget vi er usikre på). Ved at være i den observerende rolle opdager vi, hvordan vi tænker og hvor meget energi vi bruger på at hænge fast i fortiden, eller på at være usikre på noget vi ikke har kontrol over.
Du bliver bedre til at håndtere stress! Du lærer at rette din opmærksomhed tilbage på det, der sker her og nu. På den måde bliver vægten af fremtidige mulige problemer, eller fortidens fortrydelser, lettere at håndtere, fordi du lærer at give slip på tanken. Som sportsudøver er det en kæmpe mental styrke at kunne vende til bage til ‘her og nu’.
Du vil opleve bedre søvn. Og som du nok allerede ved, så er god søvn noget af det vigtigste for din restitution. Meditation hjælper dig nemlig til at undgå tankemylder, inden du skal sove.
Du bliver bedre til at koncentrere dig. Du vil opleve, at din evne til at fokusere på én opgave af gangen vil skærpes, simpelthen fordi det er det, meditation handler om. Det kan derfor give dig en ekstra fordel i forbindelse med skoleopgaver eller sportspræstationer.
Afsæt tid
For at komme godt i gang skal du gøre op med dig selv, hvor meget tid du vil bruge og hvornår du vil gøre det.
Sæt derefter tiden af til det, så du ikke bliver forstyrret i det tidsrum, du har valgt til dig selv.
Accepter at det er noget nyt og det kan være svært
Du vil måske opdage, at dine tanker flyver rundt og du har svært ved at koncentrere dig om øvelsen. Men det er helt normalt. Giv det tid og prøv igen.
Det er ikke for sjov
Du vil måske føle, at det virker fjollet at sidde med lukkede øjne, trække vejret og ”forestille” dig det du bliver guidet til. Se det som en løbetur eller en tur i fitness. Du er i gang med at træne din hjerne.
Øvelse 1
I denne øvelse guider Kasper dig igennem en mindfulnessøvelse. Øvelsen er god til at fjerne tankemylder og finde ro inden du skal sove. Det er en visualiseringsøvelse, hvor du blot skal ligge i din seng og have et åbent sind.
Sov godt.
Øvelse 2
Kasper guider dig igennem denne visualiseringsøvelse hvor vi skal finde dit sted. Dit sted er der hvor der er ro, sikkerhed og tryghed. Mental træning i visualisering bruges til når vi skal forberede os. Det kan være inden en præstation, præsentationer eller andre svære situationer. Denne øvelser træner denne evne til at forestille os hvordan steder og situationer kan se ud, så vi er bedre forberedte
Øvelse 3
Denne episode guider Kasper dig igennem en meditation, hvor du møder en bodyscan og en simpel vejrtrækningsøvelse
Er du nysgerrig på at vide mere om, hvordan vi arbejder med mentaltræning i Mental Motion, kan du finde mere information her:
Mental Motion
Holte Midtpunkt 23. 3 sal
2840 Holte
kontakt@mentalmotion.dk
Tlf.: 61330467
© Copyright Mental Motion ApS · Danmark · CVR nr. 38752251