Fra præstationskultur til relationel bæredygtighed
Jeg har altid været optaget af, hvad der får mennesker til at trives – og hvad der kan stå i vejen. Jeg har så længe jeg kan huske været optaget af menneskets adfærd og psykologi. Hvorfor gør vi som vi gør? Da jeg stiftede Mental Motion i 2010, var mit afsæt i sportens verden og præstationspsykologien. Jeg kender presset indefra. Ambitionerne, tempoet, ønsket om at ville det hele. Men jeg har også mærket bagsiden: udbrændtheden og utilstrækkeligheden, fordi jeg endnu ikke havde lært at passe på mig selv.
Ret hurtigt blev det tydeligt for mig: Ingen kan præstere – hvis de ikke trives – og ingen kan trives uden stærke relationer og en tryg forankring i sig selv. Derfor begyndte mit fokus at bevæge sig fra præstationer til relationer. I dag arbejder jeg med unge, voksne, forældre, lærere, trænere, ledere og organisationer – med ét fælles mål: at skabe trygge rum, der leder til stærke relationer og derfra til større trivsel.
Det her skal du vide om mig:
Jeg er ærlig og tydelig i min kommunikation, og jeg sætter en ære i at gøre det komplekse enkelt. Hos mig får du ikke lange, teoritunge refleksioner, men en praksisnær tilgang fyldt med konkrete eksempler, erfaring og håndgribelige værktøjer.
Jeg arbejder med nærvær og prioriterer kvalitet over kvantitet. Jeg tager kun det ind, jeg kan være til stede i – for jeg tror på, at det netop er det fulde nærvær, der gør den største forskel.
Jeg tror ikke på quick fixes. Jeg tror på det langsomme, vedholdende arbejde – og på langvarige relationer. Når vi arbejder sammen, er det med respekt og nysgerrighed forrest – også når det er komplekst. Jeg holder rummet og hjælper med at navigere, uden en agenda på dine vegne.
Jeg styrker relationer, trivsel og hjælper med at finde vej i en kompleks verden:
Jeg hjælper unge/voksne med at finde ro og retning i en accelereret verden, der ofte stiller urealistiske krav. Gennem samtaler i et trygt rum støtter jeg til at opdage, at den de er er mere værd end det de kan.
Jeg støtter forældre i at forstå deres barn/teenagers signaler og hjælper med at finde en vej, når det er svært. Sammen ser vi på dynamikkerne i hjemmet og justerer små ting, der kan skabe stor forandring.
Jeg sparrer med lærere og ledere, og hjælper til en forståelse af den unge generation, så de relationskompetent kan skabe miljøer, hvor unge – og voksne – trives. Gennem konkrete redskaber og tydelig formidling støtter jeg relationerne i mellem jer, og dermed jeres trivsel.
Jeg underviser og holder foredrag i virksomheder, skoler og sportsklubber. Temaerne er relationel ledelse, trivsel, kontakt, kultur og kommunikation – og hvordan vi sammen skaber rum, hvor mennesker føler sig set, hørt og forstået. Det er forudsætningen for både motivation og samarbejde.

Jeg tør godt love dig det her:
- Du får en god formidler, der er empatisk og for evigt nysgerrig
- Du møder en person, der arbejder med nærvær, humor, integritet og ordentlighed
- Jeg gør det komplekse simpelt og bringer praksisnære løsninger med tusind eksempler
- Jeg går ikke på kompromis med kvaliteten i det vi skaber sammen
- Jeg tror på langsigtede løsninger, og tager mit ansvar for relationen alvorligt
Vi er født til at være i relation
Vi har brug for hinanden, og det er i fællesskabet, vi trives. Når vi forstår os selv – og dem omkring os – bliver det muligt at navigere selv i modvind. Derfor handler mit arbejde dybest set om at styrke kontakten mellem mennesker. Og det begynder altid med at kende sig selv.
Jeg er cand.scient. i idræt med sidefag i psykologi, har en europæisk master i sportspsykologi og er videreuddannet i kognitiv terapi, Acceptance and Commitment Therapy (ACT), relationskompetent ledelse og familie- og psykoterapi.
Jeg har afholdt +10.000 individuelle sessioner, og undervist og rådgivet de sidste 15 år. Tidligere har jeg arbejdet tæt med elitesport og Team Danmark – i dag er mit fokus rykket tættere på individet og familien, skolerne, lærerne, ledere og medarbejdere.
Jeg skriver på min første bog, optager podcasten ‘bare lige nu’ og driver Mental Motion med det formål at skabe en lille forskel i den store verden – ved at øge menneskets bevidsthed om egne mønstre, skabe større forudsætning for stærke relationer – og derfra trivsel.
