-
Kategorier
- Atleter (42)
- Forældre (17)
- Mød en MM atlet (31)
- Team (4)
- Træner (28)
-
Seneste indlæg
Corona lurer stadig. Der er krig i Ukraine. Mediernes dækning af katastrofer fylder mere end nogensinde før. Det har stået på længe, og ingen af os ved, hvor længe det fortsætter.
Derfor er det så utrolig vigtigt, at vi alle sammen både tager ansvar for, hvordan vi bedst mulig selv skaber balance i uroen for os selv, men i særdeleshed også, hvordan vi i vores familie kan stå stærkere sammen og skabe den ro, der er nødvendig for os.
At få det bedste ud af situationen som den er lige nu – koblet på hvordan vi omgår hinanden kærligt og med nærvær, er det jeg taler med mange forældre og unge om i denne tid.
Vi skal gøre mere end det, vi plejer. Særligt i vores relationer skal vi gøre os umage. Det er her, vi kan tanke op, når verden udenfor forandres. Det er i familien eller andre nære relationer, vi kan finde styrke, ro og mod. Det har vi alle brug for.
Find dine åndehuller
Sørg for at du dagligt finder rum med ro. Tid til at slappe helt af. Det kan være 15 min med en mindfulness-øvelse på gulvet. En kort gåtur. En powernap. Eller et roligt øjeblik med en varm drik (hvor det er det eneste du gør, altså nyder din drik).
Hver dag skal du blokke min. 15 minutter i din kalender, som du tilegner ‘dit åndehul’.
Det skaber ro i sindet. Et afbræk. Og i en tid som denne, hvor forandringerne er store, har vores hjerne brug for mere ro. Det vil give dig overskud, og du vil smitte din familie med mere positiv energi.
Lyt for at forstå
Det er tid til at være nysgerrig. Hvordan oplever de andre i din familie deres dage lige nu? Hvad oplever de som svært? Udfordrende? Hvad sætter de pris på lige nu? Hvad er de taknemmelige for?
Gå ind i flere samtaler med nysgerrighed for øje. Lyt for at forstå, ikke for at svare. Gå ind i jeres samtaler med en intention om at lære hinanden bedre at kende. Gør det til en bevidst handling at du agerer med nysgerrighed.
Hjælp hinanden
I vil helt sikkert opleve at være under pres på skift. Nogen gange vil noget tricke én i familien, som ikke tricker andre. Et par dage efter er det den næste, der er presset. Netop i denne tid er det særligt vigtigt at være mere opmærksom på hinanden. Opmærksom på hvad du kan gøre, der vil bidrage til en god balance i familien.
Vær tydelig på hvem der har hvilke pligter, og byd ind med hjælp de dage hvor dit overskud måske er større end de andres.
På samme måde som jeg tilskynder dig at tale om ‘det svære’, så opfordrer jeg dig også til at tale om det ‘gode’. Hvad har I lært? Hvad sætter I særligt stor pris på? Hvad havde I aldrig fundet ud af havde det ikke været for Corona? Hvad ved I nu, som I aldrig vil give slip på? Hvad gør I anderledes i dag, end I gjorde før?
Vi bliver nødt til at skabe balance. Derfor er det fuldstændig afgørende, at I i familien også forholder jer til den positive forandring, som Corona også har ført med sig.
Fælles Familie Tid
Hvad gør I når I er fælles om noget? Når I skal hygge jer? Eller have det sjovt?
Planlæg frem i tid. Sæt tid af i kalenderen til at lave noget sammen, som I nyder. Spiller spil, ser en film, laver en quiz, er aktive sammen, laver mad – eller hvad end det må være. Tag det endelig ikke forgivet selvom du tænker ‘jamen det gør vi sådan lidt hele tiden’. Prøv at gøre det til en særlig ting, hvor alle er med til at bestemme, hvad I skal. Måske går det på skift. De næste 4 weekender på det og det tidspunkt har vi ‘fælles familietid’. Planlagt familietid kan være det, der gør, at I bevarer kontakten.
Tjek ind med hinanden dagligt
Måske gør I det allerede? Eller måske er det lige netop den her lille (men vigtige) ting, der ryger i svinget, når indbakken er fuld og der skal handles, vaskes tøj, laves mad, køres frem og tilbage, osv.
Tjek ind med hinanden dagligt. Med øjenkontakt. Kram. Hvordan har du det? Se hinanden. Værn om det nærvær. Hver dag.
Det kan gøre hele verden til forskel, at vi aldrig føler os alene ♥
Er du nysgerrig på forældrerollen og vil du læse mere herom, så opret dig gratis på vores online site Sidelinjen. Her kan du finde artikler, podcasts og online foredrag målrettet dig, der står på sidelinjen i det barns sportsliv.
Mental Motion
Holte Midtpunkt 23. 3 sal
2840 Holte
kontakt@mentalmotion.dk
Tlf.: 61330467
© Copyright Mental Motion ApS · Danmark · CVR nr. 38752251